SOMMERSERIE: Peter Hartvigsen er adm. direktør i Kobots, der har udviklet en robot, der kan fjerne meget af byggebranchens hårde arbejde. Coronakrisen har ramt firmaet hårdt, men med udsigt til mangel på arbejdskraft vil flere gå automatiseringsvejen, forudser han i EjendomsWatchs sommerserie.

“Hvis vi ikke kan få nok arbejdskraft til byggeriet, går vores samfund i stå. Vi bliver nødt til at tænke nyt og gøre større brug af automatisering,” lyder det fra Peter Hartvigsen, adm. direktør i Kobots. | Foto: PR / Kobots

Link til artikel: https://ejendomswatch.dk/Ejendomsnyt/Raadgivere/article13094378.ece

AF REDAKTIONEN
Offentliggjort: 01.07.21 kl. 10:49

1) Sommeren er over os, og coronakrisen klinger af. Hvad glæder du dig mest til?
“Jeg glæder mig super meget til, at vi kan komme ud i verden og vise vores teknologi og platform frem. Vi har udviklet skærerobotten Amigo, som har store potentialer i den danske og internationale byggebranche. Vi skulle have været på stor turné i Norge i maj og møde distributører og forhandlere, men de skrappe indrejsekrav gjorde det stort set umuligt for os. På samme måde har coronakrisen forsinket vores fremstød i Sverige.
Vi ser store potentialer i Norge, fordi de har stort fokus på arbejdsmiljø og døjer med mangel på arbejdskraft. Med Amigo kan de få arbejdskraft on demand og skabe et bedre arbejdsmiljø på pladsen. Amigo overtager nemlig de hårde opgaver med at save plader, så håndværkerne kan fokusere på andre opgaver.
Efter sommerferien forventer jeg også, at vi får etableret partnerskab med en stor tysk leverandør, som har været forsinket på grund af corona. Så der er meget at se frem til. Og så glæder jeg mig til at komme ud og sejle med min familie i ferien.”
2) Hvad har været sværest for dig og din virksomhed/organisation i 2021 indtil nu?
“Coronakrisen har virkelig spændt ben for os. Mange virksomheder har haft folk på hjemmearbejde og har ikke villet mødes med os fysisk. Det er et problem i byggebranchen, hvor du helst skal stå og sparke lidt til dækket, før du køber noget. Du skal se, føle og opleve det, før du køber noget nyt. Så det har været virkelig svært for os at komme udover rampen med vores robotter.
Samtidig har travlheden i byggeriet været en kæmpe udfordring. Vi har haft svært ved at få løbet vores partnerskaber i gang. I februar 2020 indgik vi en rammeaftale med Stark om 200 robotter. Men da coronakrisen ramte, gik det jo helt amok med privat hobbyarbejde, så Stark fik meget travlt med privatkunder. Vi kunne heller ikke komme på messer sammen. Vi er dog meget tilfredse med salget, selvom det er mindre end forventet.”
3) Hvad har i din optik været overset i 2021 indtil nu?
“Mangel på arbejdskraft er et stort problem i dansk byggeri. Alene i år mangler vi cirka 2500 håndværkere. Tidligere har vi kunnet trække på billig arbejdskraft fra Østeuropa, men nu går det bedre i Østeuropa, så håndværkerne er ikke i samme grad nødt til at tage udenlands for at arbejde.
Hvis vi ikke kan få nok arbejdskraft til byggeriet, går vores samfund i stå. Vi bliver nødt til at tænke nyt og gøre større brug af automatisering. Vi kan lade robotterne stå for det hårde arbejde, øge effektiviteten og forbedre arbejdsmiljøet. Hvis vi gjorde det, kunne flere beholde deres arbejde, når de kom op i årene.
I dag forlader 75 pct. af alle tømrere faget før pension. Hvis vi kunne få halvdelen af dem til at blive på arbejdsmarkedet ti år ekstra, fordi de slap for det hårde arbejde, så havde vi løst en del af udfordringerne med mangel på arbejdskraft. Samtidig ville vi også gøre det mere attraktivt for de unge at søge ind på håndværksuddannelserne.”
4) Hvad er den største opgave, der venter din virksomhed/organisation efter sommerferien?
“Vi skal ud at sælge mange robotter i Danmark og internationalt – og så skal vi rejse kapital. Vi har valgt equity crowdfunding via platformen Seeders, der opererer internationalt.
En virksomhed som vores kan blive vurderet op til fem gange mere værdifuldt i udlandet end herhjemme. Det skyldes, at der er en tendens til at sætte værdien meget lavt i Danmark på startups som Kobots, fordi vi endnu ikke har solgt en masse robotter. Ejeren ender tit med en meget lille andel, og det kan gå ud over engagementet. Det kan være årsagen til, at mange danske startups går konkurs.
Udenlandske investorer ser på en virksomheds potentiale og er bevidste om, at det er vigtigt, at ejeren beholder en betragtelig andel for at sikre engagement, udvikling og vækst.
Vi har et enestående værktøj med potentiale til at revolutionere branchen, partnerskaber med store spillere som Velux og VKR Holding, og internationale patenter på vores opfindelser. Jeg glæder mig til at se, hvilke internationale investorer, vi får ombord.”

KOBOTS ApS

Pin It on Pinterest

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close